Kom stærkt fra start med EFU

EFU står for Egenskaber, Fordele og Udbytte. Det er en model, som du kan bruge til at slå genvej til den stærke overskrift. Den hjælper dig med at oversætte din ydelse til den værdi, som din kunde efterspørger. Det gør dig bevidst om at skrive modtagerorienteret fremfor afsenderorienteret.


Hvad er EFU-modellen?

Egenskaber: Alt det, der beskriver dit produkt. Egenskaber er altså fakta som størrelse, højde, længde, farve, styrke osv.

Fordele: Den værdi, egenskaberne giver din modtager. Hvorfor er det godt, at produktet f.eks. er let, firkantet eller gult?

Udbytte: Den værdi, kunden oplever gennem produktet. Udbytte kan både være en praktisk, følelsesmæssigt, økonomisk eller socialt betinget værdi.

Eksempel:


Overskrift:

LET AT HAVE PÅ – SVÆR AT SLÅ UD

Egenskaber:
Cykelhjelmen har en vægt på 500 gram, brudsikker yderhjelm, drejespænde i nakken og justerbar rem.

Fordele:
Med sin lave vægt er cykelhjelmen behagelig at have på. Komforten bliver endnu højere, fordi du kan indstille pasformen, så hjelmen passer perfekt til dig.

Udbytte
Brug hovedet, når du vælger cykelhjelm. Denne letvægter er en topscorer indenfor både sikkerhed og komfort.


Er du skarp på værdien?

I praksis er EFU ikke bare en model, men en måde at tænke på. De fleste har nemt ved at beskrive egenskaberne, men mange har svært ved at sætte ord på værdien for modtageren. Derfor løfter mange tekster sig ikke ud over egenskaberne og forbliver afsenderorienterede. Ved at gøre teksten modtagerorienteret, serverer du værdien af dit produkt eller din ydelse fra linje 1.

Kender du det fra dine egne tekster? Så lad mig kaste et professionelt blik på din kommunikation.

Vil du selv arbejde videre og lære copywriting-værktøjerne, så deltag på min næste masterclass.